Kobudo

Kobudo kan løst oversættes til "gammel kampkunst." Det at bruge våben, går helt tilbage til da mennesket begyndte at bruge redskaber. Det var nemmere at slå naboen i hovedet med en kæp eller sten, idet det gav øget rækkevidde, mere slagkraft, samt nedsatte risikoen for at skade sine egne hænder eller fødder. Redskaberne udviklede sig med tiden og blev mere specialiserede og effektive: Køller, økser, spyd, buer og siden sværd. Helt op til de våben mennesket bruger i dag.

KobudoNoget af det specielle ved de våben, der bruges i kobudo, er deres historie. Vi skal til Okinawa i 1477, hvor Sho-dynastiets daværende leder, kong Sho Shin, frygtede civil ulydighed og oprør. Derfor indførte han en lov, der forbød alle, der ikke var hans egne soldater, at eje våben. Dette gav en eksplosiv vækst i interessen omkring ubevæbnet kampkunst, samt kunsten at bruge landbrugsredskaber som våben.

Da japanerne i 1609 besatte ø-riget, skærpede de våbenforbudet til også at omfatte alle skarpe landbrugsredskaber. Alle sådanne redskaber blev udleveret ved solopgang, og skulle afleveres ved solnedgang. Overtrædelse af denne regel medførte dødsstraf. Så okinawanerne var hårdt presset, når det kom til at forsvare sig selv.

Mange begyndte derfor at træne kampkunst i den kinesiske enklave Kume Mura. Her kom flere kinesiske rejsende, der kunne lære okinawanerne bevæbnet og ubevæbnet kampkunst. Denne træning var ligeledes forbudt under risiko for dødstraf, hvilket var en af grundene til at det meste træning foregik om natten.

Nogle af de våben, der bruges i kobudo i dag, er oprindeligt landbrugsredskaber, der er blevet tilpasset til våben. Andre er regelrette våben, der er tilpasset, så de ligner landbrugsredskaber. Essensen i det hele er, at okinawanerne altid havde redskaber ved hånden, som de kunne forsvare sig med.

Da det blev fredelige tider igen på Okinawa, valgte man at bevare våbenkunsterne som en del af den kulturelle historie i ø-riget. I stedet for kamp på liv og død blev træningen nu baseret på æstetisk kamp, hvor den virkelige udfordring var ekstrem god beherskelse af teknikkerne samt total koncentration. Et kraftfuldt angreb skulle stoppes millimeter før målet, for ikke at resultere i lemlæstelse eller død.

Denne filosofi er fortsat til i dag og er grunden til, at man aldrig bruger attrap-våben, idet disse giver en falsk tryghedsfornemmelse. Indsigten i, at man får blå mærker og i værste fald alvorlige snitsår, hvis man sjusker, er med til at holde koncentrationen i top, når man træner kobudo.

Man møder ofte slagvåben, specielt sai og nunchaku, i både runde og kantede udgaver. Traditionelt er de kantede til "rigtig" brug, idet kanterne tillader at kraften samles på mindre områder, og derfor at ramme hårdere. De runde udgaver er til træningsbrug.

Jakob Toftgaard Søderberg