Historie

Grundstenene til karate blev lagt ca. 500 år e.kr. hvor Bodhi-Dharma (en budistisk munk) drog fra Indien til Kina for at udbrede Zen-buddhismen. Han endte i Honan-provinsen, hvor Shorin-ji (Shaolin)-klosteret ligger. Bodhi-Dharma ønskede at undervise munkene i klosteret, men de var i så dårlig fysisk form, at Bodhi-Dharma var nødt til at få dem i god form, for at de kunne lære om Zen. 

Bodhi-Dharma sammensatte 18 øvelser (I-chin-ching), som styrkede munkenes fysiske og mentale tilstand. De 18 øvelser gjorde det også muligt for munkene at forsvare sig mod ofte forekommende overfald af røvere. De 18 øvelser blev populære blandt munkene og blev senere til 170 øvelser, som dannede grundlag for kinesisk Kempo. Øvelserne blev lavet ved at munkene studerede forskellige dyr og brugte deres forsvars- og angrebsbevægleser. 

Bevægelserne fra de mange dyr blev senere (13. århundrede) grupperet i 5 grupper. Derefter udvikledes der mange forskellige stilarter i Kina. Fra Kina udbredte kampsystermerne sig til Korea, Okinawa og Japan.

I 1400-tallet blev der udstedt våbenforbud på Okinawa, hvilket satte stor gang i det at forsvare sig med hænder og fødder. Denne udvikling blandet med kinesisk Kempo resulterede i Okinawa-te, som har udvilket sig videre til  forskellige kampsystemer, f.eks. Shuri-te og Naha-te.

Kilde: Gradueringskrav for Okinawan Shuri-ryu Karate, skrevet af Chef-instruktør Vitus Bilking