Kampkunst dengang og nu. Vol. 2

Som sagt, blev kampkunst udviklet i en tid, hvor overlevelse var en daglig kamp. Man var nødt til, at kunne forsvare sin familie og ejendom med fysisk magt. Men det var dengang, i dag gælder andre principper. Overlevelsen er for længst blevet erstattet af relativ høj tryghed i samfundet, hvor retssystemet og ordensmagten tager vare på befolkningen.

Så hvad er der at bruge kampkunst til i dag?

Ligesom jagt engang var et livsnødvendigt erhverv, der nu dyrkes mest for sportens skyld, betragtes kampkunst/kampsport i dag som en fritidsaktivitet. Mange dyrker det for motionens og fornøjelsens skyld, men også stadig fordi det sætter en i stand til at forsvare sig, og det er det vigtige. For selv om der ikke længere er de store trusler fra vilde dyr og horder af røvere, kan man sagtens blive overfaldet.

Mange tror i dag, at det (kun) handler om at kunne tæve et fodboldhold, og slå ting i stykker, men opdager, de traditioner og den ånd der er i det, og man ser, at det ikke er som andre sporter. Der trænes med samme intensitet og respekt for traditionerne, som altid, og kampkunsten har derigennem formået at tilpasse sig den moderne verden, og stadig bevare Bodhi-Dharmas grundtanker om selvforsvar og god fysisk form. Mere, tror jeg ikke, han ville have forlangt.

Traditionerne og ånden er vedholdt, og det vil de forhåbentlig altid være.

Jeg træner karate, fordi jeg nyder sammenholdet og selve ånden. Det har givet mig en stor spandfuld selvtillid, fantastiske holdkammerater, og visheden om det ufattelige potentiale, mennesker har.

Daniel Düring Kjær